31. juli til 3. august 2024
MUSIK FOR ALLE
Festivalens frivillige sikrer Bork Festival et rekordoverskud

Festivalens frivillige sikrer Bork Festival et rekordoverskud

// Udgivet: 24-11-2023

1300 frivillige, fællesskabet, og flere festglade gæster til Bork Festival 2023 var med til at skabe en festival til historiebøgerne i Bork.

1300 frivillige, fællesskabet, og flere festglade gæster til Bork Festival 2023 var med til at skabe en festival til historiebøgerne i Bork.

Bork Festival annoncerer et overskud på kr. 1.800.000, hvilket er et rekordhøjt beløb i festivalens historie. Der har været stor fremgang på salgssiden – både i forhold til billetsalget, men også en større omsætning på pladsen set i forhold til den sidste afholdte festival i 2022.

Lønstigning til foreningerne

2023 har været et rigtigt godt år, hvilket nu betyder, at Bork Festival kan sende flere penge til alle de klubber, som har fået det hele til at lykkes. Omsætningen er øget med lidt over 2 millioner kroner i forhold til 2022, og det kommer nu klubberne til gode.

Bork Festival giver derfor klubberne mere i løn for deres indsats i 2023, som blev et rigtig godt år. Med over 3000 solgte partoutbilletter, 1300 frivillige og mange velbesøgte koncerter var med til at skabe det gode resultat. Vi har i år haft en totalomsætning på omkring 14 millioner og samtidig ikke haft de store ekstra udgifter.

Alle samarbejdsklubber har fået en lønstigning i forhold til det aftalte, siger Martin Jensen, der er festivalens formand. Det er vi rigtig glade og stolte over.

Trods trælst vejr med en del flydende solskin, som betød flere udgifter til flis, køreplader og andre udfordringer, kunne lidt vand ikke stoppe de mange festglade gæster.

Tak for støtten

Endnu en gang en stor tak til alle de frivillige, som igen har revet en uge eller mere ud af deres kalender for at give en hånd med.

Det er bestemt ikke blevet mindre tidskrævende at drive festival, og det kræver efterhånden det meste af året at blive klar til uge 31. Uden frivillige kunne vi simpelthen ikke drive festivalen, så det er altafgørende, at vi har sådan en stor opbakning, siger festivalens formand Martin Jensen. Siden begyndelsen i 1979 har Bork Festival været 100 % non-profit. Bork Festival har årligt 7.000 gæster dagligt, over 1200 frivillige, 50 koncerter på 4 dage og 3 store musiktelte. Det hele er bygget op på 100 % frivillighed.

Den 29. september startede vi billetsalget til 2024 med et brag og solgte de 500 Early Bird-partoutbilletter på under 30 timer. De resterende billetter bliver sat til salg den 1. december kl. 10.00. Bork Festival finder sted fra den 31. juli til 3. august 2024 med musik for alle.

Overskuddet støtter initiativer for bl.a. børn og unge

Resten af overskuddet er nu overført til Bork Havn Fonden, som har til formål at støtte initiativer, der er til gavn for børn og unge, hovedsageligt i nærområdet, og puljen er nu åben for ansøgninger. Initiativerne inkluderer sport og idræt, spejder- og andre fritidsaktiviteter samt musik- og teatervirksomhed.

Nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Når du trykker Tilmeld, bekræfter du, at vi må sende dig emails med markedsføring og information.

Persondata-politik