Stemningsrapport: Torsdag

fredag d. 02. august 2013

 

Så fik Kato afsluttet andendagen af Bork Havn Musikfestival anno 2013 med et brag af en fest i Det Store Koncerttelt. Og sikke en dag det har været, hvor de helt specielle musikoplevelser nærmest stod i kø med hinanden for bare at komme til.

 999408 690369547655479 764570516 N

Humørfyldt Havnebar

Som opvarmning til dagens musikprogram gik stand up-komikerne Karsten Green og Mikkel Klint Thorius på i Havnebaren, hvor de fik plantet et bredt smil på publikums læber. Djämes Braun overtog scenen lige efter og med en række energi- og humørfyldte dancehall-hits sørgede drengene for at videreføre den i forvejen gode stemning.

Den danske folk-pop-trio fra Folkeklubben leverede efterfølgende en autentisk koncert, hvor der fra tid til anden blev plads til en småpoetisk anekdote eller to. De dejlige mennesker fra Madam Blå og Poprockerne sørgede som sædvanlig for en solid omgang dansemusik, der fik publikum op fra bænkene og ud på dansegulvet.

Noget for enhver musiksmag

Den knaldhårde Albertslund-rapper Orgi-E åbnede Det Store Koncerttelt med en ucensureret optræden, der fik et medrivende publikum til at kaste både håndtegn og beklædningsdele i vejret. Orgi-E var langt fra alene på scenen, og det udløste store jubelbrøl fra publikum, da bl.a. Marwan, Xander og Suspekt-makkeren Bai-D gjorde ham selskab.

Efter en portion synthesizer-rock fra Turboweekend kom turen til festivalens hovednavn Kaiser Chiefs. Bandet gav den fuld gas fra start til slut, og den karismatiske forsanger Ricky Wilson formåede unægtelig at gøre stort indtryk på samtlige mennesker i teltet.

Wilson stod også for aftenens absolutte højdepunkt, da han under megahittet ”Oh My God” forlod scenen, hoppede over barkanten og snuppede en Tullamore Dew og et Jägermeister-shot foran et måbende publikum.

Kato var sidste mand på scenen i Det Store Koncerttelt, hvor han sammen med vennerne Brandon Beal og MC Clemens fyldte teltet til randen. Sidstnævnte var tydeligt begejstret for stemningen i Bork og kaldte på et tidspunkt publikum for ”de sindssygeste tosser, jeg har mødt”.

1095097 690313920994375 1081879599 N

Torsdag var fed, og det bliver fredag også! Vi ses til endnu en fantastisk dag på Bork Havn Musikfestival.

 

Sponsorer
Find os på
FaceBook
Seneste tweets fra
Twitter
x

Tilmeld dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.