Rekordomsætning sikrer pænt overskud

tirsdag d. 02. oktober 2012

Efter hele 33 år på havnen flyttede festivalen i 2012 lidt uden for byskiltet på egne græsmarker. Det skulle heldigvis vise sig at være en rigtig god idé. Mere festival, god stemning, flere gæster, større omsætning, og det fine sommervejr sikrer Bork Havn Musikfestival et rigtig flot resultat.

Overskuddet for 2012 er 250.000 kr., når alle udgifter er betalt, samt leverandører, kunstnere og de lønnede klubber har fået deres penge. Overskuddet tilfalder Bork Forenede Klubber.

Samtidigt har Bork Havn fonden fået et større beløb, i forbindelse med de investeringer der er foretaget i ny pladsopbygning, elinstallationer, vand, kloak, fiber mv. Omsætningen i 2012 er totalt steget fra 7,3 kr. til 8,5 mil. Kr., hvoraf billetsalget alene er steget til næsten 4 millioner kr.

”2012 var et år med mange nye tiltag, så vi var spændte på at se hvordan dette blev modtaget. Vores fokus bestod i år af at lave en bedre festival end tidligere. Den nye plads gav flere muligheder for at lave mere salgsplads, hvilket blev taget godt imod af festivalens gæster. Dette kunne tydeligt ses på omsætningen, hvor alle dage lå 20 % over sidste års niveau”, udtaler festivalens PR ansvarlige Arne Enggaard Poulsen.

 
Evaluering anno 2012
Festivalledelsen er meget tilfreds med årets resultat, herunder beslutningen om at flytte festivalen til egen jord. Festivalen forløb rigtig godt, med et minimum af problemer, få klager, og rigtig mange positive tilkendegivelser på musikken, og den nye plads.

Stort set alle dage og koncerter var velbesøgte, dette på trods af at der blev afprøvet nye tiltag i musikprogrammet. Det er fortsat festivalens vision at lave en musikfest for alle, men også gerne med lidt kant, så den ikke præsenterer samme kunstnere, som alle andre festivaler i det Syd- og Vestjyske.

Ligeledes har festivalen været utrolig heldige med det perfekte vejr – ikke for varmt og ikke for koldt. ”Mange andre arrangementer hen over sommeren er jo druknet i regn, og nogle har sågar måtte lukke” Udtaler festivalens formand Elmar Haahr Hansen.

 
En stor tak til de frivillige
Endnu en gang en stor tak til alle de frivillige, som igen har revet en uge eller mere ud af deres kalender for at give en hånd med.

Det er bestemt ikke blevet nemmere at drive festival, og det kræver efterhånden hele året. ”Nogle går til fodbold, andre går til spejder, mens vi efterhånden er en større gruppe som går festival i de sene aftentimer” siger Elmar Haahr Hansen med et smil.

 
Dyrt at flytte
Omkostningerne i forbindelse med flytning af festivalen har været dyr, men mange af udgifterne er heldigvis kun engangsinvesteringer.

Opkøb af 12 ha jord, tilhørende bygninger, samt etablering af den nye festivalplads beløber sig til næsten 3 millioner kr., som i løbet af de kommende år gerne skal kanaliseres tilbage til Bork Havn Fonden.

”Det er helt bestemt en investering for fremtiden. Vigtigst af alt er at publikum har taget godt imod den nye plads, så vi har noget at arbejde videre med de kommende år” siger Martin Jensen, som er økonomisk - og musikalsk ansvarlig for festivalen.

 
Fremtiden
Allerede nu er processen omkring evaluering og forbedringer til festivalen 2013 igangsat. Grundet de rigtig mange positive tilbagemeldinger angående den nye placering af festivalen, er der nu skabt et nyt fundament, som vi kan bygge videre på fremover.

”Udviklingen er afgørende for at vi kan følge med tiden, og skabe en højere standard som festivalpublikummet ønsker sig. Vi lytter rigtig meget til vores publikums ønsker, så vi sammen med dem kan udvikle festivalen” udtaler Arne Enggaard Poulsen. Så Bork Havn Musikfestival i 2013 forhåbentlig bliver lige så god, hvis ikke bedre.

 
Bork Havn Fonden
Fonden står bag købet af Enggårdsvej 7 og de i alt 12 ha jord, med tilhørende 600 m2 lagerhal til opbevaring af materiale, og arbejdende værksted i løbet af vinteren. Bork Havn Musikfestival lejer fremover grej, jord og bygninger af fonden.

På længere sigt vil det blive muligt at søge midler i Bork Havn Fonden til kulturelle formål, men i 2012 er der dog ikke midler til udlodning.

 
Foreningerne som står bag Bork Havn Musikfestival

 
Hovedforening
Bork Forende Klubber

Samarbejdsklubber
Nr. Nebel forenede Klubber
Teamvest
Tarm/forsum GF
Sdr. Vium støtteforening
Herborg Friskole Støtteforening
Borris GUF
Ådum Idræts og Ungdomsforening
Nr. Nebel Blå Spejder
Hestens venner, Lønne

Sponsorer
Find os på
FaceBook
Seneste tweets fra
Twitter
x

Tilmeld dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.