Kim Larsen & Kjukken til Bork

torsdag d. 08. december 2016

Kim Larsen & Kjukken og Gnags er tilbage, mens Gulddreng og Jacob Dinesen er debutanter på Bork Havn Musikfestival. De udgør dermed de første navne i rækken af, hvad der tegner til at blive et rigtig spændende musikprogram.

Bork Havn Musikfestival er nu klar med de første navne til et rigtig godt sammensat musikprogram. Publikum kan se frem til et program, der kommer rundt om toppen af dansk musik, og som endnu engang har det mål at skabe en musikfestival for alle.

”Som vi nævnte i sommers, så var Kim Larsen & Kjukken og Gnags to af de navne vi rigtig gerne havde set på plakaten i år. Det lykkedes desværre ikke, men netop derfor er vi utrolig glade for at kunne byde to så veletablerede navne på den danske musikscene velkommen på festivalen i 2017.”

”Derudover tror vi på, at Gulddreng og Jacob Dinesen på hver deres måde, er i stand til at skabe en musikoplevelse, som virkelig falder i god jord hos publikummet på Bork Havn Musikfestival.”

Kim Larsen & Kjukken

Kim Larsens mange koncerter i 2016 har endnu engang bekræftet, at der ikke er nogen over eller ved siden af Kim Larsen, når det kommer til antallet af hits og ørehængere, og hans popularitet blandt folk i alle aldre, er på ingen måder aftagende, tværtimod. Kim Larsen har siden 1969 flittigt bidraget til den danske sangskat, og har markeret sig som en af Danmarks største sangere og sangskrivere.

I 1995 dannede han Kjukken, og har sammen med det fynske orkester utallige af udgivelser og koncertturnéer bag sig. Gruppen består i dag af Karsten Skovgaard (guitar), Jørn Jeppesen (rytmeguitar), Jesper Haugaard (bas) og Jens Langhorn (trommer).

 Kim Larsen - Facebook

Gnags

GNAGS har i år fejret deres 50 års jubilæum med manér, hvor bandet på deres GNAGS DANSAURUS Tour sommeren over har oplevet den største publikumstilslutning siden storhedstiden i slutningen af 80’erne. Den gamle konstellation med Per Chr. Frost som kapelmester og Peter A.G. i front har vist sig særdeles levedygtig, og bandet udkommer i begyndelsen af det nye år med det første GNAGS album i otte år. ”

Der bliver tale om et klassisk GNAGS-album med 14 nye sange, hvor vi godt kan love at lyden og arrangementerne er spændt ud så stramt, at det er en oplevelse i sig selv” udtaler Peter A.G.

Gnags -face 

Gulddreng

Gulddreng dukkede i maj op ud af det blå med nummeret ”Model”, og siden har Danmarks nye guldbelagte popikon ikke set sig tilbage.

Hans singler har gennem hele sommeren og efteråret regeret de danske hitlister, hvor alle seks singler har indtaget førstepladsen på Spotify's streaming liste og samlet blevet hørt over 40.000.000 gange på platformen.

Gulddreng -facebook

 

Jacob Dinesen

Jacob Dinesen, der er af mange sammenlignes med en ung Bruce Springsteen, bliver beskrevet som et af de største talenter i den danske musikbranche.

Tilbage i november udsendte han sit nye og længe ventede album ”Brace Against The Storm”, som høstede store roser og flere anmeldere spår allerede nu den unge Tønder dreng med det uomtvistelige talent en stor karriere med potentiale langt ud over de danske grænser.

Jacob Dinesen

 

Madam Blå, Donovan & Tørfisk

Hvis der er tre navne, der i årenes løb nærmest er blevet synonym med Bork Havn Musikfestival, så må det være Tørfisk, Tom Donovan og Madam Blå & Poprockerne.

Fælles for alle tre er, at de stadig oplever utrolig stor popularitet blandt festivalens publikum, og alle tre er endnu engang at finde på Bork Havn Musikfestival i 2017.  

 

Billetsalget er startet

Salget af partoutbilletter til Bork Havn Musikfestival 2017 er allerede startet. Dagsbilletter, campbilletter mv. starter onsdag d. 1. marts 2017. 

 

Køb din billet her

KØB BILLET LOGO

 

Sponsorer
Find os på
FaceBook
Seneste tweets fra
Twitter
x

Tilmeld dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.