Kejserne fra Leeds

mandag d. 22. juli 2013

Af: Jesper Højberg Strebøl


Første gang man hører navnet ”Kaiser Chiefs”, kan det umiddelbart være svært at skelne arrogance fra ironi. For selvom Leeds-bandet bl.a. har vundet tre Brit Awards, optrådt til åbningsceremonien ved sidste års OL og solgt over seks millioner plader på verdensplan, så er navnet næppe ment som en manifestation af bandets enorme succes. Det er såmænd tyvstjålet fra den sydafrikanske fodboldklub ”Kaizer Chiefs” med den begrundelse, at den nu pensionerede forsvarslegende Lucas Radebes spillede i klubben, før han skiftede til Leeds United – og så lød navnet jo også meget godt.

Hvad der startede som lidt af en intern joke i bandet har således fået en helt anden betydning i dag, hvor navnet Kaiser Chiefs ikke længere fremstår ironisk grundet bandets verdensomspændende succes.

Toppen af britpoppen


Når Kaiser Chiefs på andendagen af Bork Havn Musikfestival indtager scenen i Det Store Koncerttelt, er det ikke just en flok uerfarne drenge med en enkelt ørehænger baggagen, der kommer på besøg. Festivalen lægger nærmere hus til en velsmurt, britisk hitmaskine, der siden gennembruddet midt i 00’erne har turneret i det meste af verden.

Det hele startede i 2005 med debutpladen ”Employment”, der af den engelske avis The Guardian blev kaldt ”så selvsikker, så smart og så fuld af liv, at det er svært at forestille sig 45 mere fornøjelige minutter”. På hvad der skulle gå hen og blive det fjerdebedst sælgende album i Storbritannien dette år finder man bl.a. velkendte hits som ”Oh My God”, ”Everyday I Love You Less and Less” og ”I Predict a Riot”.

Sidenhen er det blevet til yderligere tre studiealbums samt et opsamlingsalbum fra 2012. I disse år har numre som ”Never Miss a Beat”, ”The Angry Mob” og ikke mindst ”Ruby” huseret på diverse nationale og internationale hitlister og dermed etableret Kaiser Chiefs som en af britpoppens ubestridt største bands. En position, de tilsyneladende ønsker at indtage et stykke tid endnu, da bandet eftersigende arbejder på materiale til et nyt album.

 

Et fremragende liveband

”Kaiser Chiefs er stadig et fremragende liveband” lød det fra musikmagasinet GAFFAs anmelder, der kvitterede med fem ud af seks mulige stjerner ved bandets seneste koncert i Danmark tilbage i november 2011. Netop evnen til at give publikum en fantastisk live-oplevelse bliver ofte beskrevet som bandets store styrke, da de ved hjælp af en helt enestående energi altid formår at komme et godt stykke ud over scenekanten. Denne kvalitet har år efter år gjort Kaiser Chiefs til et efterspurgt band i hele Europa, hvorfor de denne sommer bl.a. når at optræde i både Lissabon, York og Berlin, inden turen går til Bork.

Drivkraften bag disse energiske koncerter hedder Ricky Wilson, der foruden at være en sand energibombe også er forsanger og frontfigur i det band, han selv var med til at stifte i 1996. En mand, som førnævnte GAFFA-anmelder ved samme lejlighed kaldte for en ”blanding af Simon Le Bon (red. Duran Duran) og Mick Jagger (red. Rolling Stones)”, der ”styrer begivenhederne med sin charme og energi”. Wilson er ligeledes kendt for at gøre lige præcis, hvad der passer ham under sine koncerter – om så det er at klatre op på stilladser, tage et hurtigt smut i baren eller kaste sig ud i en god og gammeldags omgang crowd surfing.

Hvad Wilson finder på til Bork Havn Musikfestival er endnu uvist, men det bliver på alle måder interessant at se, hvordan han selv og bandet reagerer på de lidt uvante rammer i Det Store Koncerttelt. Presseansvarlig for festivalen, Arne Enggaard, forklarede tidligere i år til Politiken, hvordan dette kan være med til at gøre den kommende koncert til en endnu bedre oplevelse: ”Det er et band, som vil give en fed oplevelse i det store koncerttelt, for de er normalt kun vant til at spille på åbne scener, hvilket jo nok vil få koncerten til at blive endnu større”.

 

 

Oplev dem til Bork

Denne sommer har man lige præcis én chance for at opleve Kaiser Chiefs i Danmark, og det er torsdag den 1. august i Det Store Koncerttelt til Bork Havn Musikfestival. Der er stadig både endags- og partoutbilletter til salg på hjemmesiden, så det er endnu ikke for sent, hvis man vil nå at opleve et af de større internationale musiknavne, denne sommer.

Overvej det lige en ekstra gang, for det her kunne snildt gå hen og blive en af de koncerter, hvor man gerne ville have været der.

 Koebdinbillether

Sponsorer
Find os på
FaceBook
Seneste tweets fra
Twitter
x

Tilmeld dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.