Som bekendt kan festivalen i Bork til sommer fejre 40-års jubilæum, og festivalen har, for at følge med udviklingen igennem årenes løb, ændret navn flere gange. Senest i 2005, hvor navnet blev ændret fra Bork Havnefestival til Bork Havn Musikfestival.
“Der er flere grunde til, at festivalen nu skifter navn. Vi prøver hele tiden at følge med tiden og tænke nyt, og derudover er vi jo for år tilbage flyttet væk fra selve havnen i Bork. Derfor mener vi, at det nu er tid til et mere fremtidssikret og enkelt udtryk, og her synes vi, at Bork Festival er meget passende i forhold til, hvor festivalen befinder sig nu.”
Bork Festival vil stadig være tro mod sine rødder, og havnemiljøet forsvinder ikke fra festivalen trods navneændringen. Fyrtårnet, der siden 2012 har været et centralt varemærke på festivalen, får en endnu mere fremtrædende rolle, mens den velkendte måge træder lidt i baggrunden.
“Festivalen kaldes blandt mange bare ‘Bork’, og med det nye navn får vi et mere enkelt og kortere navn, som blandt andet kommer til at gøre det endnu nemmere at bruge på de sociale medier, og forhåbentlig kan det også være med til at skabe endnu mere opmærksomhed omkring festivalen.
Billetsalget til årets festival starter lørdag d. 1. december kl. 10.00